Kroppen

Jeg har egentlig aldrig været forundret over kroppen. Hvorfor den gør dit og hvorfor den gør dat.
Jeg tror den har sine grunde.
Den buler ud alle steder, den udskiller væsker jeg helst er foruden.
Den gror ikke som jeg havde håbet.
Den giver mig besvær når jeg køber bukser. De er for lange og jeg er for kort.
Pludselig skal vi være kvinde, kroppen og jeg. Vi skal tage stilling til rolle og fremtoning.
Til blod en gang om måneden.
Det er ok. Ødelagte blondetrusser og bakteriefyldte makeuppensler taget i betragtning.
I sidste ende er jeg ikke forundret. Jeg stoler på den.
Den bærer mig når jeg svigter den. Den indeholder over 70 billioner celler der alle bekymrer sig om mig.
Den tager mig fra a til b, selv når modet svigter. Den formår, på magisk vis, at begejstre andre, helt uden at jeg prøver.
Så kan jeg godt leve med blodet og slimet og bulerne. Den dårlige hud og det fedtede hår. Hårene generelt.
Kravet om kvindelig fremtoning og perfekt makeup er ikke noget kroppen pålagde mig.
Ikke en eneste gang. Det var mig selv.
Jeg har aldrig været og jeg vil aldrig være vred på den.
Kære krop, Jeg tror du har dine grunde.

Lignende indlæg

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *